Operation

Vores operationsstue er fuldt udrustet med moderne narkoseanlæg og avanceret overvågning, ligesom du kender fra et almindeligt hospital. Ved operationen er der udover dyrlægen også altid en veterinærsygeplejerske til stede, som sammen med overvågningsudstyret sikrer, at narkosen forløber planmæssigt. Vi udfører de fleste former for kirurgi og holder os løbende opdaterede ved at deltage i diverse kirurgikurser. Nogle af de hyppigst udførte operationer er kastration og sterilisation af hund/kat/kaniner, fjernelse af diverse knuder, sårbehandling og operation for livmoderbetændelse.

Vi lægger stor vægt på, at der både før, under og efter en operation bliver ydet en professionel indsats, så du som dyreejer føler dig tryg ved at overlade dit kæledyr til os. Vi anbefaler, at der tages en blodprøve af dit kæledyr inden bedøvelse/operation. Dette giver os en masse informationer om dit dyrs indre organer, bl.a. lever og nyrer, som bruges til at udskille narkose og anden medicin.

Forløb

Når et dyr indlægges til operation, er det vigtigt, at det møder fastende. Inden narkose undersøges dyret. Der lyttes på hjerte/ lunger og temperaturen bliver taget. Så får dyret typisk en beroligende og smertestillende indsprøjtning, så det videre forløb hverken er forbundet med angst eller smerte.

Der lægges et kateter i blodåren på dyrets forben, så bedøvelsesmidlet kan indgives. Når dyret sover, får det en slange ned i luftrøret og kobles til narkoseapparatet, som forsyner det med narkosegasser og ilt. Det bliver koblet til vores overvågningsapparat som under hele operationen giver information om EKG, blodtryk, ilt og kuldioxidindholdet i blodet. Dette sikrer, sammen med nøje overvågning fra en af vores sygeplejersker, en sikker og stabil narkose.

Alle dyr bliver i forbindelse med narkose overvåget af en Aut. veterinærsygeplejerske som sørger for overvågning af blandt andet vejrtrækning, temperatur og evt. smerte af patienten under hele forløbet. Patienten bliver lagt på varmepude, da der ved bedøvelse sker en vis nedkøling af patienten. Dermed opretholdes normal legemstemperatur under hele forløbet, hvilket er med til at give en bedre opvågning. Alle syge og ældre dyr, samt dyr der skal opereres i længere tid, får tilført opvarmet væske som drop.

Opvågningen gøres så tryg og rolig som mulig, og der er en selvfølge at dyrene får smertebehandling i forbindelse med og efter en operation. Ofte syes sår med en teknik, der gør, at trådene ikke skal fjernes, men hvis der kan ses synlige sting, skal disse oftest fjernes efter 10 dage

Efter dyret er vågnet efter bedøvelsen, er det træt og slinger, og skal bare have fred og ro. Bedøvelsen er først helt ude af kroppen efter ca. et døgn. Alle dyr tilbydes gratis kontrol 10 dage efter operationen, hvor operationssår checkes og eventuelle sting fjernes.

Kontakt stenløse Dyreklinik

Du er altid velkommen til at kontakte Stenløse Dyreklinik, så vi kan finde den rigtige løsning til din hund eller kat. Vi holder en høj faglig standard og har kunder fra hele området omkring Stenløse, Jyllinge og Ølstykke.