Hvad skal der ske?
Når et dyr indlægges til operation, er det vigtigt, at det møder fastende. Dette gælder dog ikke for kaniner og gnavere.
Inden narkose undersøges dyret, der lyttes på hjerte/lunger, for at sikre os at dyret er klar til den foregående narkose. Derefter får dyret typisk en beroligende og smertestillende indsprøjtning, så det videre forløb hverken er forbundet med angst eller smerte.
Der lægges et kateter i blodåren på dyrets forben, så bedøvelsesmidlet kan indgives. Når dyret sover, får det en slange ned i luftrøret og kobles til narkoseapparatet, som forsyner det med narkosegas og ilt. Det bliver koblet til vores overvågningsapparat som under hele operationen giver information om EKG, blodtryk, ilt og kuldioxidindholdet i blodet. Dette sikrer, sammen med nøje overvågning fra en af vores veterinærsygeplejersker, en mere sikker og stabil narkose.
Alle dyr bliver i forbindelse med narkose overvåget af en Aut. veterinærsygeplejerske som sørger for overvågning af blandt andet vejrtrækning, temperatur og evt. smerter hos patienten under hele forløbet. Patienten bliver lagt på varmepude, da der ved bedøvelse sker en vis nedkøling af patienten. Dermed opretholdes normal legemstemperatur bedst muligt under hele forløbet, hvilket er med til at give en bedre opvågning. Alle syge og ældre dyr, samt dyr der skal opereres i længere tid, får tilført opvarmet væske som drop.